Dato: 11. oktober 2011
Gyldendal inviterer til en eftermiddag med forfatterne Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosović og Alen Mešković i samtale med
Klaus Rothstein, om hvordan de som hhv. observatør, efterkommer og flygtning har skrevet om Balkankrigenes udfordring af vores vestlige verdensbillede.
Arrangementet finder sted mandag den 17. oktober 2011 kl. 16.30-18.30 i Trykkeriet, Gyldendal, Klareboderne 3, 1001 Kbh. K.
Som indledning til arrangementet vil Jens-Martin Eriksens film, Fra skorpionernes verden, blive vist.
Der vil blive serveret vin og vand i pausen.
Gratis entré. Tilmelding ikke nødvendig.
Med venlig hilsen
Gyldendal
Jens-Martin Eriksen giver i sin rejse- og essaybog fra Serbien Fra skorpionernes verden (2011) et perspektiv på den ideologiske kamp, som finder sted i mange europæiske lande i dag, og lokaliserer kulturen og religionen som de faktorer, der bliver mobiliseret som en politisk ideologi.
Birgithe Kosović har skrevet romanen Det dobbelte land (2010), som foregår i det Jugoslavien, hvor hendes familie stammer fra. Det dobbelte land er en roman om det, der er nærværende overalt, hvor vi går og har været, og som er bærer af vores liv og længsler. Om det, som vi aldrig kan undslippe. Uden det ville vi gå til grunde – og vi må kæmpe for det, myrde for det og ofre os for det.
Alen Meškovićs første roman, Ukulele-jam (2011), er delvis baseret på hans egne erfaringer. Det er historien om en ung mands selvopholdelsesdrift i nationalismens hadefulde år. En personlig fortælling om at holde fast i hverdagens normalitet i en del af Europa, hvor det tragiske og det komiske ofte går hånd i hånd.
Klaus Rothstein er redaktør og studievært på Skønlitteratur på P1, kritiker ved Weekendavisen og har skrevet en række essaysamlinger og debatbøger. Han arbejdede i 90’erne for Dansk Flygtningehjælp og besøgte Bosnien flere gange.